fredag den 9. november 2007

Bobbi's jyske flytning


Fra Anne har jeg fået denne historie om hankatten Bobbi, som via vildkat-siden kunne flytte fra Brædstrup til Brønderslev i starten af 2007:

Jeg og min familie er de lykkelige ejere af Bob (Der nu hedder Bobbi og kommer når man kalder på ham), der blev formidlet gennem vildkat-siden d. 7. januar 2007 og jeg vil lige fortælle, hvordan det er gået ham sidenhen.

Bobbi er den bedste kat vi nogensinde har haft. Han er sød, dejlig og MEGET børnevenlig og tålmodig. Han bor nu heroppe i Brønderslev, hvor han har adgang til haven og dejlige grønne omgivelser. Han er bedstevenner med min datter Aisha på 1,5 år (et af hendes første ord var faktisk Bobbi) og han er en meget, meget sød, god og tålmodig kat.

Jeg havde altid ønsket mig en kat som Bobbi og nu har jeg fået drømmekatten. Han er bare super! Jeg kan kun anbefale alle der overvejer at få en kat at kigge ind på vildkat siden og se. Måske findes drømmekatten dér. Det gjorde min.

Bobbi lever nu det søde liv og spiser godt med Whiskas og Pussi kattemad både på dåse og som tørfoder. Han får også nogle gange rejer og tunfisk, som han elsker. Han plejer at sove på trappen i køkkenet, når vi sidder i dér eller ligge i armene og spinde hos mig, når Aisha er puttet om aftenen, for så mener han bestemt at nu er det hans tur. Han kommer os altid løbende i møde når vi kommer hjem og følger os for det meste rundt i huset.

Han er meget glad for vores to kanariefugle, men de er dog ikke ligeså glade for ham. Men han gør dem faktisk ikke noget, han kigger bare. Når der kommer gæster er han supersocial og hvis det bliver for meget for ham, plejer han at gå op på trappen og ligge og holde øje med det hele.

Når vi laver mad, sidder han lige ved siden af os, så skal vi passe på ikke at træde på ham, for han sidder tæt på. Men det er indtil videre heldigvis aldrig sket at han er blevet trådt over tæerne. Vi håber meget at den gamle katteejer læser dette, for vi elsker virkelig Bobbi rigtig meget. Han er vores trofaste familiemedlem.

Vi håber meget at han kan blive rigtig gammel hos os, vi passer ihvertfald godt på ham og han er meget glad her hos os. Han løber ikke væk og kommer altid hurtigt ind igen, når han har været ude på toiletbesøg. Om sommeren ynder han at ligge i haven og se på os andre, der laver havearbejde. Vi overvejer at finde en ven/veninde til ham, så han ikke skal gå og føle sig alene, når vi ikke er hjemme.

Vi elsker Bobbi.
Mvh. Anne.

tirsdag den 6. november 2007

Et hjem til Sparta


Så er hjemmesiden igen opdateret, og masser af nye katte er kommet til. Og endnu et par stykker står og venter på at blive annonceret.

Jeg vil lige slå et slag for killingen Sparta, som lige nu bor i Vordingborg. Hun har brug for et godt hjem med masser af tålmodighed og ro, og meget gerne en sød katte-ven eller venninde. Læs mere på vildkat-siden, og tag evt. kontakt til Heidi, som har taget Sparta ind i varmen, til den kan formidles videre.

Opdatering!
Sparta har d. 8.11 fået et nyt hjem!

lørdag den 3. november 2007

Omplaceringshistorier


Over 1000 katte er blevet omplaceret via vildkat-siden de seneste 4½ år. Er du en af de heldige ejere af en vildkat-kat, vil jeg rigtigt gerne høre hvordan det er gået siden hen. Hvis du har lyst til at fortælle historien, så send en MAIL og lad os høre!




Velkommen til bloggen!

Velkommen til vildkat.dk's nye net-log.

Så har jeg endelig fået oprettet en helt speciel blog til vildkat-siden, og alle er velkomne til at deltage. Man kan både kommentere de enkelte indlæg, eller sende mig en mail, hvis man har noget på hjertet, man vil dele med andre.

Jeg vil desuden løbende kommentere hvad der sker på hjemmesiden, og fortælle om hvad der rør sig hjemme hos os selv, blandt katte og andet godtfolk.

Og til sidst et billede af vores nye kat Jack, som kommer fra Prag.

Jack er en sibirer og har potentiale til at blive en meget stor fyr. Han er ikke et halvt år gammel endnu, men nærmer sig allerede de 4 kg.